TommyEdvardsen

Tommy Edvardsens timing er eminent. Alle bevægelser bliver til sjove og beske pointer, når han læner sig forover og halter tungt af sted i lutter selvmedlidenhed – eller når hans ansigt krøller sig sammen i raseri over Pjerrot.

Tommy Edvardsen er karakterdanser. Han er uddannet balletdanser ved Det Kongelige Teaters Balletskole, men kom til Pantomimeteatret i Tivoli som ungdanser allerede i 1976. Han er instruktør ved Tivoli Balletteater, hvor han har spillet med i hele rollegalleriet i de historiske pantomimer. Fra den unge, forelskede Harlekin til den gamle, sure Kassander.

Tommy Edvardsens vej ind i scenekunsten begyndte, som så mange gode historier, lidt ved en tilfældighed. Som dreng fulgte han sin søster til optagelsesprøve på Det Kongelige Teaters Balletskole. Her blev han spurgt, om han ikke ville komme til prøve. Det blev et pænt nej tak, men alligevel endte han med at starte i august: “Så startede jeg dér, og blev sat ved siden af Flemming Flint som underviser. Så fik jeg et spark i rumpen og én over nakken på en kærlig måde. Kom nu op med det ben, Tommy. Du står og sløver den.” Det blev startskuddet på et liv i scenekunsten.

På Balletskolen havde Tommy Edvardsen en stor nysgerrighed på at lære håndværket helt fra bunden. Han iagttog, absorberede og lærte samtidig med, at han fik en forståelse for at disciplin, styrke og vedholdenhed var grundlaget for det, der senere skulle få det til at se let ud for publikum.

Tilfældighederne fik igen en betydning for Tommy Edvardsens liv, da et vikariat i 1976 førte ham til Pantomimeteatret i Tivoli. Det, der skulle have været få dagesafløserarbejde, blev begyndelsen på en livslang tilknytning. Her fandt han sit kunstneriske hjem i den særlige dramaturgi og sceneform med faste figurer, masker og den direkte kontakt til publikum.

For Tommy Edvardsen er pantomimen en legeplads. Et rum, hvor kroppen, masken og det fysiske udtryk bliver redskaber til at formidle de fantastiske gamle historier, der er gået i arv gennem generationer. I arbejdet ligger både en enorm præcision og frihed, men også en fin balance mellem traditioner og den umiddelbare spilleglæde, der skabes i nuets kraft.

Gennem årtier har Tommy Edvardsen været en central figur i udviklingen og videreførelsen af de klassiske pantomimer. I tæt samarbejde med bl.a. Henrik Lyding har Tommy Edvardsen været med til at støve repertoiret af og sikrepantomimens relevans: “Jeg er oprigtigt stolt over at modtage prisen – ikke mindst fordi jeg kendte Henrik. Det forpligter. For mig handler det om at holde fast i det håndværk og den tradition, han stod for, og føre det videre.”

Tommy Edvardsen modtager Harlekin Hædersprisen 2026.

Juryens begrundelse

Tommy Edvardsen har altid blink i øjet. Hans mimik er så klar og præcis, at alle tilskuerne foran Pantomimeteatret fanger enhver detalje i hans nuancerede spil i de groteske pantomimefigurer. Siden 2012 har han desuden skabt en H.C. Andersen-figur i Tivolis københavnerversion af Nøddeknækkeren, der er dybt original. En nervøs og fortælleglad Andersen med evigt sammenpressede lår.

Tommy Edvardsens timing er eminent. Alle bevægelser bliver til sjove og beske pointer, når han læner sig forover og halter tungt af sted i lutter selvmedlidenhed – eller når hans ansigt krøller sig sammen i raseri over Pjerrot.

Der er finurlig livspoesi og overleverkraft i hans spil. Han har netop fejret sit 50-års jubilæum ved Pantomimeteatret, der vidner om hans dedikation til den pantomimetradition, som han så generøst giver videre til danserne og børnedanserne omkring ham. Altid med et veloplagt og flabet blik.

Henrik Lyding og Tommy Edvardsen arbejdede tæt sammen på Pantomimeteatret. De nød at rekonstruere de gamle pantomimer, og de knoklede med højt humør for at holde forestillingerne i live, så de fortsat føltes friske.

Det er en stor glæde, at fonden nu kan uddele sin første hæderspris til Tommy Edvardsen. Tillykke!

Jurymedlemmer

Dinna Bjørn

Koreograf

Anne Middelboe Christensen

Teater- og danseanmelder (Dagbladet Information)

Michael Søby

Teateranmelder (CPH Culture)

Jan Hertz

Teaterinstruktør

se de andre prismodtagere

Hedegaard
Thorbjørn

Skuespiller

Thorbjørn Hedegaard

Skuespiller. En nyskabende stemme med en medfødt evne til at gøre sårbarhed til styrke på scenen.

Mayah Larsen
Alexander

Skuespiller,
instruktør & teaterdirektør

Alexander Mayah Larsen

Skuespiller, dramatiker og teaterdirektør. En insisterende fortæller, der åbner scenen for de historier, der sjældent bliver hørt i dansk teater.

Wold
Susse

Skuespiller

Susse Wold

Skuespiller. En elegant og ubesværet fortolker, hvis psykologiske præcision og charmerende blikke når helt op på øverste balkon.

Rosenbaum
Pia

Skuespiller & instruktør

Pia Rosenbaum

Skuespiller og instruktør. En undersøgende og varm fortolker med sjælden spændvidde og et helt liv i nødvendighedens teater.