
SusseWold
Susse Wold ændrede kvindesynet i My Fair Lady. Gennem sin raffinerede fortolkning af Mrs. Higgins formåede hun at give karakteren en feministisk kraft og et strålende sejrssmil, som var med til at farve hele forestillingen.




Susse Wold er skuespiller. Hun blev uddannet ved Privatteatrenes Elevskole i 1960. Siden har hun spillet roller på Det Kongelige Teater og andre store scener. På film har hun været med i alt fra Sommer i Tyrol til Jagten og på tv fra Matador til Ansigterne. Hun har ikke mindst optrådt på Det Ny Teater, som hendes nu afdøde mand Bent Mejding var med til at få genåbnet. Her spillede de sammen forestillingen Kærestebreve i 2017, der ellers var Susse Wolds sidste teateroptræden. Men så gik hun på scenen igen i 2026 i My Fair Lady...
Susse Wold er en af Danmarks mest elskede skuespillere. Hun har spillet Holberg-komedie på Det Kongelige Teater og Shakespeare-tragedie på Det Ny Teater. Hun var en forførende ’Gitte Graa’ i tv-serien Matador og den beskyttende børnehaveleder i Thomas Vinterbergs film Jagten, ligesom hun har rejst verden rundt med raffinerede oplæsninger af H.C. Andersens eventyr med sin mand, teaterinstruktøren og skuespilleren Bent Mejding, der døde for et år siden.
I denne sæson har den nu 87-årige Susse Wold overrumplet alle med sin feministiske fortolkning af Mrs. Higgins i musicalen My Fair Lady på Det Ny Teater.
Hendes livsindstilling er præget af nysgerrighed. “Selv om jeg er gammel, så vil jeg gerne lære noget nyt,” fortæller hun. “Det er fuldstændig vidunderligt at være tilbage i det kreative arbejde på teatret.”
Selv er hun kommet med et nyt bud på sin rolle. “Jeg tror ikke Mrs. Higgins er så interesseret i hestevæddeløb. Jeg tror mere hun er interesseret i at se på de smukke mænd, hun møder der.” forklarer hun. “Derfor har jeg foreslået, at hun maler – og at hun bruger sin Chauffør som nøgen model.”
For Susse Wold er det en særlig ære at modtage netop denne pris. “Hvis jeg skulle ønske mig en pris, så ville det være Henrik Lydings. Var der nogen, der vidste noget om teater, så var det ham,” siger hun. ”Som anmelder var han aldrig nedladende over for skuespillerne. Han var altid fair, og han var morsom.”
Fremtiden bekymrer hun sig ikke om. “Jeg vil være i nuet,” erklærer hun. “Ikke i fortiden og ikke i fremtiden. Det er derfor, jeg elsker teatret. Det foregår i nuet.”
Susse Wold modtager Harlekin Scenekunstnerprisen 2026.


Juryens begrundelse
Susse Wold ændrede kvindesynet i My Fair Lady på Det Ny Teater. Gennem sin raffinerede og frisatte fortolkning af rollen som Mrs. Higgins formåede hun at give karakteren en feministisk kraft og et strålende sejrssmil, som var med til at farve hele forestillingen og gøre den nutidig.
Selv blev Susse Wold sæsonens store overrumpling. Gennem denne rolle har hun bekræftet sin særstatus i dansk teater. Hun spiller med en perfektioneret elegance og med subtile betoninger og charmerende blikke, der når helt op til tilskuerne på øverste balkon. Hendes skuespil er psykologisk realisme, når det funkler allermest ubesværet og indlysende. Selv hendes vredeste replikker lyder høflige. Måske fordi hun lyser op i sit uimodståelige smil.
Henrik Lyding var betaget af Susse Wold: »Hun har nok en af verdens smukkeste stemmer. Prægnant og alligevel mild, uden at et eneste bogstav slipper af sted med at klinge grimt.«
Sådan skrev han om hende. Han beundrede også hendes vedholdende arbejde som præsident for AIDS Fondet; selv var han aktiv som frivillig på AIDS Linjen. Henrik Lyding ville have jublet over hendes kampklare og mandeglade Mrs. Higgins.
Tillykke med Harlekin Scenekunstnerpris 2026!
Jurymedlemmer
Dinna Bjørn
Koreograf
Anne Middelboe Christensen
Teater- og danseanmelder (Dagbladet Information)
Michael Søby
Teateranmelder (CPH Culture)
Jan Hertz
Teaterinstruktør
